DACIA-KONGERIGET
Fra Burebista til Decebalus: kongerne af Sarmizegetusa Regia
Før Rom ankom, formede to dakiske konger denne hovedstad — Burebista, som grundlagde den, og Decebalus, som forsvarede den mod Trajan, indtil den faldt i 106 e.Kr.
Se Sarmizegetusa Regia-ture på GetYourGuide ↗Burebista forener dakerne
I første halvdel af det 1. århundrede f.Kr. samlede den dakiske konge Burebista for første gang en broget samling af stammer fra Karpaterne og den nedre Donau under én hersker og opbyggede et kongerige så mægtigt, at det gav anledning til bekymring i Julius Cæsars Rom. Burebista flyttede rigets hellige og politiske centrum til Sarmizegetusa i Orăștie-bjergene og lagde dermed grunden til den fæstning og de helligdomme, som besøgende ser i dag. Hans attentat i 44 f.Kr. – samme år som Cæsars – splittede kongeriget i mindre, rivaliserende territorier i flere årtier og gjorde meget af det, han havde opbygget i løbet af en enkelt generation, til intet.
Decebalus genopbygger et kongerige
Dacia forblev delt, indtil Decebalus besteg tronen omkring år 85 e.Kr. og genforenede den til en enkelt, disciplineret stat igen, med Sarmizegetusa Regia genoprettet som hovedstad og religiøst centrum. Han spildte ingen tid på at udfordre Rom og ledede plyndringstogter over Donau ind i provinsen Moesia, hvor han dræbte guvernøren, Oppius Sabinus, i et af de indledende sammenstød i det, der skulle blive en årtier lang konfrontation. Antikkens historikere beskriver ham som en ægte formidabel strateg, dygtig både i åben krigsførelse og forhandling, hvilket er præcis derfor, Trajan til sidst havde brug for to fulde krige – ikke én – for at fjerne ham fra magten.
To krige med Trajan
Trajan førte to separate felttog mod Decebalus: Den første dakiske krig (101–102 e.Kr.), som endte med en traktat, der tvang Decebalus til at nedrive sine egne befæstninger og acceptere straffende romerske vilkår, og den anden dakiske krig (105–106 e.Kr.), som blev udløst, da Decebalus genopbyggede sit forsvar og genoptog fjendtlighederne i strid med traktatens ånd. Det andet felttog blev udkæmpet i langt større skala, hvor Trajan bragte en overvældende legionær styrke og var fast besluttet på denne gang at gøre en ende på dakisk uafhængighed for altid frem for at forhandle endnu en skrøbelig våbenhvile. Det er denne anden krig, der ender ved portene til selve Sarmizegetusa Regia – uden nogen tredje chance.
Hovedstadens fald, 106 e.Kr.
Romerske legioner belejrede Sarmizegetusa Regia i år 106 e.Kr. og siges at have afskåret vandforsyningen til fæstningen, indtil forsvaret til sidst brød sammen under presset. Decebalus undslap hovedstadens fald, men ifølge den romerske historiker Cassius Dio tog han sit eget liv frem for at blive taget til fange, da det romerske kavaleri til sidst indhentede ham i de omkringliggende bjerge. Med Decebalus død og hovedstaden erobret blev Dacia formelt annekteret som en romersk provins – hvilket afsluttede en af de længste, hårdest kæmpede og mest kostbare krige i hele Trajans regeringstid og formede Karpaternes region i århundreder fremover.
Trajansøjlen, udhugget i sten
Rom fejrede sejren med Trajansøjlen, et 30 meter højt marmormonument, der stadig står i Rom i dag, omviklet af et spiralformet relieffrise på omkring 190 meter, der skildrer de dakiske felttog i bemærkelsesværdig, næsten dokumentarisk detalje – belejringer, flodovergange, dakiske fæstningsmure og Decebalus selv, fremstillet som en værdig modstander snarere end en karikatur. Historikere betragter søjlen som en af de rigeste bevarede visuelle kilder til nogen oldtidskrig, og den er stadig hovedårsagen til, at vi kan forestille os, hvordan Sarmizegetusa Regias forsvar så ud i aktiv brug, da dens billedhuggere tydeligvis arbejdede ud fra ægte felttogsberetninger og skitser fra marken.
Hvad blev der af Dacia?
Efter år 106 e.Kr. blev det erobrede område den romerske provins Dacia, administreret fra en nybygget by omkring 40 kilometer væk, som Trajan markant opkaldte efter den dakiske hovedstad, han netop havde ødelagt. Sarmizegetusa Regia blev selv opgivet som magtsæde, men forsvandt aldrig helt fra erindringen – dens mure, helligdomme og Andesit-solen overlevede stille under skovdækket i næsten to tusinde år. Siden 1999 har UNESCO beskyttet stedet som det mest komplette bevarede spor af det kongerige, Burebista grundlagde, og som Decebalus til sidst døde for at forsvare mod Rom.