THE DACIAN KINGDOM
Burebista til Decebalus: konger af Sarmizegetusa Regia
Før Rom kom, formede to dakiske konger denne hovedstad — Burebista, som grundlagde den, og Decebalus, som forsvarede den mod Trajan, indtil den faldt i 106 e.Kr.
Se Sarmizegetusa Regia-ture på GetYourGuide ↗Burebista forener dakerne
I første halvdel af 1. århundrede f.Kr. samlede den dakiske konge Burebista et kludetæppe af stammer på tværs af Karpaterne og den nedre Donau under én styre for første gang og opbyggede et kongerige, der var stærkt nok til at bekymre Julius Cæsars Rom. Burebista flyttede kongerigets hellige og politiske centrum til Sarmizegetusa i Orăștie-bjergene og lagde grundlaget for den fæstning og de helligdomme, besøgende ser i dag. Hans snigmord i 44 f.Kr. — samme år som Cæsars — splittede kongeriget i mindre, rivaliserende territorier i flere årtier og gjorde meget af det, han havde opbygget på én generation, til intet.
Decebalus rebuilds a kingdom
Dacia forblev delt, indtil Decebalus besteg tronen omkring 87 e.Kr. og genforenede det til en enkelt, disciplineret stat igen med Sarmizegetusa Regia genoprettet som dets hovedstad og religiøse centrum. Han spildte ingen tid på at udfordre Rom og ledte togter over Donau ind i provinsen Moesia og dræbte dens guvernør, Oppius Sabinus, i et af de indledende sammenstød i det, der skulle blive en årtierlang konfrontation. Antikke historikere beskriver ham som en virkelig formidabel strateg, dygtig til både åben krigsførelse og forhandling, hvilket netop er grunden til, at Trajan til sidst behøvede to fulde krige, ikke én, for at fjerne ham fra magten.
To krige med Trajan
Trajan kæmpede mod Decebalus i to separate kampagner: Den Første Dakiske Krig (101–102 e.Kr.), som endte med en traktat, der tvang Decebalus til at nedrive sine egne befæstninger og acceptere straffende romerske vilkår, og Den Anden Dakiske Krig (105–106 e.Kr.), udløst da Decebalus genopbyggede sine forsvarsværker og genoptog fjendtligheder mod traktatens ånd. Den anden kampagne blev udkæmpet i langt større målestok, hvor Trajan bragte overvældende legionærstyrke og denne gang var fast besluttet på at afslutte dakisk uafhængighed permanent frem for at forhandle endnu en usikker våbenhvile. Det er denne anden krig, der ender ved selve portene til Sarmizegetusa Regia, uden nogen tredje chance tilbudt.
Hovedstadens fald, 106 e.Kr.
Romerske legioner belejrede Sarmizegetusa Regia i 106 e.Kr. og afskar efter sigende vandforsyningen til fæstningen, indtil dens forsvarsværker til sidst brød sammen under presset. Decebalus undslap sin hovedstads fald, men ifølge den romerske historiker Cassius Dio tog han sit eget liv frem for at blive fanget, da romersk kavaleri til sidst indhentede ham i de omkringliggende bjerge. Med Decebalus død og hovedstaden indtaget blev Dacia formelt annekteret som en romersk provins — hvilket afsluttede en af de længste, hårdest udkæmpede og mest kostbare krige i hele Trajans regeringstid og omformede Karpaterne-regionen i århundreder derefter.
Trajansøjlen, hugget i sten
Rom mindedes sejren med Trajansøjlen, et 30 meter højt marmormonument, der stadig står i Rom i dag, omviklet af en spiralformet reliefs frise på omkring 190 meter, som skildrer de dakiske kampagner i bemærkelsesværdig, næsten dokumentarisk detalje — belejringer, flodovergange, dakiske fæstningsmure og Decebalus selv vist som en værdig modstander frem for en karikatur. Historikere betragter søjlen som en af de rigeste bevarede visuelle optegnelser af nogen antik krig, og den er fortsat den vigtigste grund til, at vi kan forestille os, hvordan Sarmizegetusa Regias forsvarsværker så ud i aktiv brug, da dens billedhuggere tydeligvis arbejdede ud fra ægte kampagnerapporter og feltskitser.
What became of Dacia
Efter 106 e.Kr. blev det erobrede område den romerske provins Dacia, administreret fra en nyopført by omkring 40 kilometer væk, som Trajan med eftertryk opkaldte efter den dakiske hovedstad, han netop havde ødelagt. Sarmizegetusa Regia selv blev forladt som magtcentrum, men blev aldrig helt slettet fra erindringen — dens mure, helligdomme og Andesit-solen overlevede stille under skovdækket i næsten to tusind år. Siden 1999 har UNESCO beskyttet stedet som det mest komplette bevarede spor af det kongerige, Burebista grundlagde, og som Decebalus til sidst døde med at forsvare mod Rom.